Pim på plads

16 06 2008

Et af mine første indlæg her på bloggen var omkring Heerenveens Pim Balkestein. Well, well, minsandten om ikke Pim nu er Town-spiller, og hvem ved, måske en ny Fabian Wilnis. Den 21-årige hollænder skrev i dag under på en 2-årig kontrakt med Ipswich.

Overgangssummen lyder på blot £180.000 – et næsten identisk beløb som Town betalte De Graaschaps tilbage i slutningen af 90’erne for Fabian Wilnis. Det ville måske også have været en overdrivelse at betale mere for en spiller, der endnu ikke har spillet en førsteholdskamp. Balkestein er uddannet i Heerenveens berømte ungdomsakademi, men som sagt nåede han aldrig at spille en kamp for klubben inden Town stod klar for at købe.

Pim Balkestein

Om der er tale om en ny Vemund Brekke-Skard tror jeg næppe. Balkestein har i flere omgange været inde omkring de hollandske U-landshold, og med sine 1.90m ogf aggressive spillestil, så synes han bygget til engelsk fodbold.

Pim Balkestein er desuden født ind i en fodboldfamilie. Faderen Luuk Balkestein spillede i 70’erne og 80’erne for Sparta Rotterdam og Feyenoord, og nåede også at spille et par landskampe for Holland.

For mig at se en interessant spiller Town har fået fat i. Umiddelbart tror jeg dog ikke Magilton køber en så urutineret spiller og sætter ham i forsvaret. Derfor er jeg ret overbevist om at rygterne omkring Gareth McAuley taler sandt. Ipswich har efter sigende fået et bud på £1.5m på Leicester-spilleren accepteret, og skulle det ske at McAuley kommer til Portman Road, så råder Town lige pludselig over fem stærke centreforsvarer. Alex Bruce, Richard Naylor og Tommy Smith er allerede at finde i truppen. Naylor kender vi imens Smith er et af Towns kommende talenter.





Balkestein sæsonens første indkøb

9 06 2008

Pim BalkesteinDen 21-årige hollænder Pim Balkestein fra Heerenveen er tæt på en aftale med Town. Heerenveen og Ipswich er blevet enige om en overgangssum for stortalentet, der i flere omgange har været inde omkring den hollandske U21-landsholdstrup.

Balkestein er udset til at være en af i alt et par forstærkninger til defensiven, hvor Town har mistet Jason Devos og Fabian Wilnis.

Balkestein synes bestemt at være en interessant spiller at få til klubben, men en stamplads tvivler jeg på, at Magilton tør overlade til den unge hollænder, der blot spillede en kamp for Heerenveen i den forgangne sæson.

Towns Chief Executive, Derek Bowden, har således udtalt at man stadig er på udgik efter mindst endnu en forsvarsspiller, og med navne som Gareth McAuley (Leicester City), Roger Johnson (Cardiff City) og Nikolce Novoski (Mainz) inde i billedet, så er jeg ret overbevist om at det er her Alex Bruces makker til den kommende sæson skal findes.

Taler rygterne sandt så har Leicester og Cardiff nemlig afvist bud (begge over £1m) fra Ipswich på netop McAuley og Johnson, imens Town har set Novoski i aktion flere gange i løbet af slutningen af den forgangne sæson.