Transfernyt – Martin, Delaney og Brown ind!

20 07 2009

I forhold til den sidste post her på siden, så har Town endelig fået hentet lidt nyt blod til truppen. Damien Delaney, Lee Martin og Troy Brown hedder de nye spillere, som Roy Keane har hentet til Portman Road i forsøget på at opnå oprykning i den kommende sæson.

Den centrale forsvarsspiller Troy Brown var den første spiller til at ankomme til Town. Brown er primært udset som gardering i forsvaret, og har desuden kun fået en 1-årig kontrakt, efter at være kommet til på en fri transfer fra Fulham. Brown er kun 19 år gammel, og beskrives som et stort talent. Man kan vel sammenligne Brown lidt med indkøbet af Balkestein i sidste sæson.

En ny venstre back og kant var hvad der stod aller øverst på Keanes ønskeseddel, og det lykkedes Keano at finde hvad han ville have forholdsvis hurtigt – og endda inden pre-season overhovedet var startet.

Damien Delaney, der primært opererer på venstre back, blev hentet til Town fra Queens Park Rangers for £750K. Delaney fik sit store gennembrud for Hull City, som han tog op igennem rækkerne, efter at være skiftet til KC Stadium fra Mansfield tilbage i 2002. I 2008 blev han hentet til QPR, hvor det blev til 59 kampe og to mål i halvanden sæson.

Det mest interessante indkøb ser dog ud til at være den blot 22-årige venstre wing, Lee Martin, som Keane hentede hos sin forhenværende klub, Manchester United. Lee Martin, der koster Town £1,5m, har allerede imponeret på Championship-niveau, efter at han i de sidste par sæsoner har været på lån hos Championship-klubberne Nottingham Forest, Sheffield United, Plymouth Argyle og Stoke City.

Lee Martin har da også allerede vist sit værd for Town, da han i sin første træningskamp lagde ud med en scoring.





Ipswich låner Volz sæsonen ud

28 08 2008

Det virkede som om at handlen mellem Volz og Ipswich var gået i vasken, men i dag besluttede den 25-årige Moritz Volz at tage et år på Portman Road som lejesvend. Ipswich slipper dog ikke sådan afsted med at låne den tidligere Arsenal-spiller, som Town må slippe £250K for at låne sæsonen ud.

Town har lånt Moritz Volz for resten af sæsonen.

Town har lånt Moritz Volz for resten af sæsonen.

Moritz Volz startede karrieren i Spvg Bürbach 09, der ligger tæt på Gelsenkirchen. Her fik Schalke 04 øjnene op for den talentfulde højreback, som i 1999 skiftede Bürbach ud med Schalke. Det blev blot til en enkelt sæson i Schalke inden Arsenal kom på banen, og sikrede sig den, på det tidspunkt, tyske U-21 landsholdsspiller.

Volz nåede aldrig at spille en kamp for Arsenal, men for Volz nåede det stadig at blive til 20 U-21 landsholdskampe for Tyskland. I 2003 blev Volz lånt ud til både Wimbledon og Fulham. Fulham skulle senere vise sig at blive Volz’ nye arbejdsgiver. I sin tid i Fulham har Volz nået at spille 127 kampe, heraf 10 som indskifter, og score fire mål.

Et spændende indkøb Magilton har foretaget her, men det kan blive enden for David Wright, der nok næppe vil finde sig i en plads på bænken.





Ingen Volzwagen til Ipswich

22 08 2008

Fulhams Moritz Volz er i følge de engelske medier på vej til at sige nej tak til det tilbud som Ipswich har givet ham. Den tyske back er ikke parat til at skifte tilværelsen i Premier League ud med det andet bedste niveau, og foretrækker enten et skifte til en anden Premier League klub eller et skifte tilbage til Tyskland.





Suffolk Punch i jernhesten Volz?

15 08 2008
Moritz Volz på vej til Ipswich?

Moritz Volz på vej til Ipswich?

Umiddelbart det rene volapyk, og så alligevel ikke. Moritz Volz, manden der tager cyklen til fodbold selvom han tjener kassen, er den nyeste spiller i rækken der sættes i forbindelse med et skifte til Town. Volz spiller til daglig for Fulham, og er i følge de seneste rapporter fra det engelske på vej til Portman Road.

Et bud på £500K skulle allerede været blevet accepteret, og så må vi se hvad det ender med. Det lader til at være endnu et farverigt rygte fra den engelske sladderpresse, men eftersom det bliver nævnt på det respekterede TWTD-site, så kan der måske være noget om snakken.

Hvis du er interesseret i at læse mere om Volz så er hans site www.volzy.com et besøg værdigt.