Pre-season: Charlton Ath. – Ipswich Town 2-1

29 07 2009

Tirsdag aften spillede Town en af sine sidste forberedelses kampe inden den nye sæson starter d. 9. august på Ricoh Arena. Charlton Atheltic hed modstanderen, der indtil fornylig optrådte i selv samme liga som Town, men som i sidste sæson måtte lide den bet, at tage turen ned i League One.

Imod en af oprykningskandidaterne i League One var dette derfor en af de lidt mere seriøse tests, men Roy Keane lod sig åbenbart ikke gå på af dette, og sendte fra starten af opgøret de helt unge spillere på banen, hvilket jeg selv var lidt overrasket over.

I første halvleg blev det blot til en enkelt Town chance, imens Charlton nåede at sende bolden i nettet to gange, begge fra straffesparkspletten. Det første straffespark blev meget klodset begået af Shane O’Connor, der i kampen her indtog en plads som venstre back. Sam Lloyd strøg lige forbi O’Connor og ind i feltet, hvor Towns nye irer savede Sam ned bagfra. Klokkeklart straffespark som Deon Burton konverterede sikkert fra pletten.

Der skulle ikke gå mere end fem minutter, da Charlton igen, i det 27. minut, fik tilkendt endnu et straffespark. Denne gang fordi Veliche Shumulikoski angiveligt tog bolden med hånden. En tvivlsom kendelse af dommeren må man sige.

Town svarede tilbage i starten af anden halvleg, da Connor Wickham blev revet omkuld i feltet. Wickham tog selv, brændte, men heldigvis var indskiftede David Norris der til at følge op, og sende bolden ind bag Rob Elliott. Målet nåede jeg at fange på mobilen:

Derefter styrede Town begivenhederne, og da først de lidt mere rutinerede kræfter blev sendt på banen, efter en times spil, så lignede det mere det Town-mandskab man kan forvente sig at se til sæsonstarten. Jon Stead, Jon Walters, Owen Garvan og Gareth McAuley var blandt dem der blev sendt på banen, og det kunne ses med det samme.

Town kom tæt på udligning flere gange i løbet af anden halvleg, men det skulle forblive 2-1. Reggie Lambe og Gareth McAuley var de Town-spillere der kom tættest på, og 2-2 havde da også været et fortjent resultat.

For Town må jeg indrømme at David Norris, Jon Walters og Jon Stead bare var et niveau bedre i går. Jaime Peters imponerede mig på venstrekanten, men den lille canadier løb desværre tør for luft i slutningen af anden halvleg.

Jeg har herunder forsøgt at lave en mindre vurdering af de forskellige Town-spillere. Jeg bruger skalaen 1-10 med en tilknyttet kommentar. Spillerne i kommentar er indskiftede spillere.

Ipswich Town (4-5-1)

Shane Supple: 6/10 – Så lettere demotiveret ud. Han blev i flere omgange tacklet, da han tog sig lidt for god tid på et par tilbagelægninger.

David Wright: 5/10 – Blev udskiftet efter 33 minutter, men så fin ud i den tid han var på banen.

(Troy Brown: 6/10 – Imponerede ikke, men så dog solid ud defensivt)

Shane O’Connor: 4/10 – Lynhurtig og god teknik, men tydeligt at se han ikke er venstre back. Lavede jordens største straffespark, meget klodset og meget urutineret.

Alex Bruce: 7/10 – Fejlfri match.

(Gareth McAuley: 7/10 – Solid indsats af kaptajnen. Havde dog kun en halv time på banen, hvor Town ikke blev sat under pres.)

Tommy Smith: 8/10 – Imponerede mig også sidste sæson, men brækkede desværre benet. Helt sikkert en spiller der vil presse sig på for en plads i midterforsvaret. Vurderer ham højere i hiarkiet end Balkestein.

Colin Healy: 6/10 – Hmm… Svær at vurdere. Sad imellem midtbanen og defensiven i hele kampen. Så solid ud på bolden, og jeg må indrømme for £70K, så ligner han en OK spiller, der godt kan være med på Championship-niveau. Om det er en spiller der kan løfte Town ind i Premier League er tvivlsomt.

Ed Upson: 6/10 – OK kamp på midtbanen. Minder meget om Owen Garvan. Tæt på at score i første halvleg, hvor han afsluttede Towns eneste gode opspil med et hovedstødsforsøg, der gik lige over mål.

(Owen Garvan: 7/10 – Sad solidt på bolden i den periode han var på banen.)

Veliche Shumulikoski: 6/10 – Hårdt arbejdende på midtbanen, men løber meget forgæves, og syntes ikke at falde i hak med sine medspillere.

(David Norris: 8/10 – Towns MOM i går. Var imponeret over Norris’ løbevilje og fight i en “ligegyldig” træningskamp. Helt sikkert en spiller vi vil se mere regulært i den kommende sæson.)

Reggie Lambe: 7/10 – Spændende spiller. Tør at udfordrer og har bestemt teknikken med sig, dog mangler han lidt på fysikken endnu.

(Jon Walters: 7/10 – Her, der og alle vejne efter han kom på banen. Ligner en spiller der er klar til sæsonpremieren allerede. En spiller Town ikke kan undvære den kommende sæson.)

Jaime Peters: 7/10 – Spillede en fin kamp. Kan give Town et frisk pust på venstre- og højrekanten den kommende sæson.

Connor Wickham: 6/10 – Tiltvang Town et straffespark, som han dog selv brændte. Masser af potentiale i denne unge knægt, som jeg forventer mig meget af.

(Jon Stead: 7/10 – Havde utrolig mange gode førstegangsberøringer og pasninger i den tid han var på banen. Jeg er ret overbevist om at Stead bliver en af de to der starter i front imod Coventry)

Tilskuere: 5.100





Ambrose på vej tilbage?

9 10 2008

Darren Ambrose nåede knapt at slå sit navn fast i Ipswich inden han forsvandt til Newcastle United tilbage i foråret 2003. Ambrose havde i den sæson fået sit store gennembrud på Towns førstehold, men det blev ikke til mere end 38 kampe og 11 mål inden han skiftede op nordpå. Senere skiftede Ambrose til Charlton, og det er herfra han nu sættes i forbindelse med et skifte tilbage til Portman Road.

Ambrose, der er fast mand hos Charlton, har i dag udtalt han er åben overfor et skifte tilbage til Portman Road, såfremt han ikke skulle nå til enighed med Charlton om en ny kontrakt. Charlton, der ikke ser ud til at kunne spille med i toppen, og desperat har brug for en oprykning, for ikke at hele klubben skal falde sammen økonomisk, er i store økonomiske vanskeligheder, hvilket åbner op for et skifte allerede i januar.

Darren Ambrose i den prægtige blå-trøje!

Darren Ambrose i den prægtige blå-trøje!

Jim Magilton, der selv nåede at spille sammen med Ambrose, har tidligere udtalt at Ambrose er en spiller han gerne ser i den den blå Ipswich-trøje. Det skal blive spændende at følge rygtet op imod januar.





Charlton vandt uden en chance!

5 10 2008

Ipswich led sit første nederlag i seks kampe på The Valley, hvor det blev Charlton der kunne gå fra banen med en sejr på 2-1. Charltons mål kom fra et frispark samt et selvmål af Volz, men derudover havde The Addicks ikke meget at byde på. Bedre blev det ikke at Ipswich var ligeledes tamme foran mål, til trods for to skud på overliggeren af henholsvis Campo og Quinn. Towns mål kommende hjemmeholdets Martin Cranie.

HØJDEPUNKTER

HOLDOPSTILLINGER

Charlton: Nick Weaver, Martin Cranie (Jose Semedo 46), Linvoy  Primus, Mark Hudson, Kelly Youga, Darren Ambrose, Nick Bailey (Matt Holland 13), Zheng Zhi, Hameur Bouazza, Svetoslav Todorov (Andy Gray 68) og Luke Varney.

Ikke benyttet: Robert Elliot og Lloyd Sam.

Gule kort: Hameur Bouazza og Andy Gray.

Mål: Nick Bailey 6 og Moritz Volz 60 (Selvmål).

Ipswich Town: Richard Wright, Moritz Volz, Gareth McAuley, Richard Naylor, David Wright, Alan Quinn, Ivan Campo (Owen Garvan 71), Tommy Miller (Pablo Counago 29), David Norris, Jonathan Stead (Kevin Lisbie 72) og Jonathan Walters.

Ikke benyttet: Shane Supple og Alex Bruce.

Mål: Martin Cranie 34 (Selvmål).

Tilskuere: 20.643

Dommer: Grant Hegley (Hertfordshire).

MATCH STATS
6
Skud indenfor målrammen
4
4
Skud udenfor målrammen
5
13
Frispark (begået)
13
2
Hjørnespark
5
2
Gule kort
0
0
Røde kort
0




Bookmakernes bud på The Championship

24 07 2008

Nu skal det ikke være nogen hemmelighed at jeg arbejder for Unibet, skandinavisk spilleselskab som de fleste nok har hørt lidt om. Når man er i branchen så er det naturligvis altid interessant at følge med på de markeder hvor man har bare lidt forstand, og et af dem jeg har kigget lidt på for nylig er vinderen af The Championship.

I stedet for at granske diverse spillesteder igennem, så findes der altid en rigtig god tommelfinger regel, hvis du vil finde markedets bedste odds på et udfald. Betfair er bookmakernes diktator. Du vil med andre ord ikke kunne finde højere odds hos end bookmaker, end dem du finder hos Betfair, men hvis du kan, så tjek længere nede i dette indlæg, hvordan du kan lave en sikker profit.

Tilbage til oddsene og favoritterne til at vinde The Championship. Jeg har lavet et run-down over Top 10 – og givet en lille kommentar med på vejen, da der nemlig er et par mandskaber blandt favoritterne, som jeg ikke er helt enig i burde ligge der hvor de gør.

BETFAIRS TOP 10

1. BIRMINGHAM CITY – ODDS 7.4
Birmingham har, til trods for tabet af profilerne Muamba og Kapo, formået at holde på stammen af holdet. Dertil har man hentet rutinerede kræfter som Lee Carsley, Kevin Phillips og Marcus Bent til St. Andrews, og City er bestemt et mandskab man skal tage seriøst i toppen. Favoritværdigheden er fortjent.

2. QUEENS PARK RANGERS – ODDS 8.4
Ufatteligt hvad lidt hysteri omkring Englands rigeste fodboldklub kan gøre. Queens Park Rangers har i sine stenrige ejere masser at penge at rutte med, men så længe man har Ian Dowie som manager, og endnu ikke har brugt sine mange penge på noget mere konstruktivt end to middelmådige spillere som Peter Ramage, Radek Cerny og et par feterede italienere, så spår jeg dem ikke de store chancer som vinder af The Championship. Oddset på 8.4 kan slet ikke retfærdiggøres.

3. READING – ODDS 9.8
Reading spiller god og underholdende fodbold under Steve Coppell, og var uheldige at rykke ned sidste sæson. Selvom jeg tror det vil tage dem lidt tid at vænne sig til The Championship igen, så kommer holdet fra Madejski med al sandsynlighed til at spille med om oprykning.

4. SHEFFIELD UNITED – ODDS 14
Sidste sæsons nedrykkere fra Sheffield United havde gevaldige problemer med at spille med om noget der overhovedet lignede oprykning i store dele af sidste sæson, men sidst på sæsonen var de tæt på at sikre sig en plads i Play Off’en. Dette skete under deres nye manager Kevin Blackwell, og måske han er manden der kan sikre dem oprykning i denne sæson. Med James Beattie på holdet vil jeg ikke udelukke United som vinder.

5.-6. DERBY COUNTY og WOLVES – ODDS 14.5
Derby Countys manager, Paul Jewell, har foretaget massiv udskiftning på det katastrofale Derby-hold, der i sidste sæson blot tilspillede sig 11 point i 38 Premier League kampe. Udskiftningerne er dog på et niveau, hvor man tvivler på om det bliver et Derby hold der kan komme sig over nedrykningen, og spille med i toppen af The Championship. Spillerne der er kommet ind kommer fra mindre klubber udenfor Premier League, og med tabet af bl.a. Kenny Miller kan jeg ikke se Derby som en vinder. Hvis Derby er uheldige, så kan det blive en kamp imod nedrykning for anden sæson i træk.

Wolverhampton har gået forholdsvis stille med dørene i dette transfervindue. Freddy Eastwood er røret til Coventry, og ind er kommet Chris Iwelumo, som ikke ligefrem kan betegne som en kæmpe profil. Desuden har man i Mick McCarthy en manager, som fokusere mere på ikke at lukke mål ind, end at score mål – og så kan det være svært at vinde nogle gange. Med McCarthy som manager og med tilgangen af relativt ukendte spillere, så tror jeg ikke Wolves kommer i betragtning af direkte oprykning.

7. CRYSTAL PALACE – ODDS 15
Så man begge Towns kampe imod Crystal Palace i sidste sæson, så havde man svært ved at forstå hvordan Palace endte i Play Off’en frem for Ipswich. Neil Warnock er en klasse-manager på dette niveau, og han formår at få det ekstra ud af spillerne, som gør at et hold som bl.a. Palace kan spille med i toppen, uden de store penge og profiler.

Oddset på dem siger outsider som vinder af The Championship – jeg kan dog højest se dem som outsider til en plads i Play Off. Atmosfæren er lav på Selhurst Park efter man mistede det unge stortalent Bostock til Spurs for blot £700K – en handel som gjorde den kontroversielle formand, Simon Jordan, så rasende at han svor han aldrig ville have noget at gøre med fodbolden igen efter denne sæson.

Pengene hænger derfor ikke på træerne i Palace, hvor den eneste spiller som de fleste vil kunne nikke genkendende til er Charltons Patrick McCarthy, der er blev hentet til på en fri transfer. Ben Watson er stadig i klubben, men forlader han Selhurst Park inden sæsonstart, så ser det ikke godt ud for Warnock og Co.

8. IPSWICH TOWN – ODDS 19.5
Endelig om man så må sige. En spændende sæson går os Town fans i møde, og med den senere tids aktivitet på transfermarkedet, så er der bestemt god grund til at være optimistisk forud for den kommende sæson. Om vi er stærke nok til at vinde The Championship tvivler jeg dog på, men jeg er sikker på at vi vil være at finde med fremme i toppen, når vi nærmer os sæsonafslutningen.

9. CHARLTON ATHLETIC – ODDS 20
The Addicks har været overraskende inaktive på transfermarkedet, og det er ikke noget specielt godt tegn. Charlton fik dumpekarakter sidste sæson, hvor de var regnet som en af favoritterne til at rykke op, men fejlede grusomt. Jeg tror, som oddset antyder, ikke på at Charlton kan være med i kampen om direkte oprykning, og er man fan af The Addicks, så tror jeg man skal være godt tilfreds bare man kan spille med om en plads i Play Off’en.

10. WATFORD – ODDS 30
Det godtede mig ufattelig meget at se Watford misse oprykningen sidste sæson. Jeg har aldrig, i min tid i det engelske, set et hold med en så taber-agtig attitude på en fodboldbane end Watford. Regulær tidsudtrækning, film og fysisk betonet spil er ingredienserne i Aidy Boothroyds fodboldteori. No wonder der altid synges “Boring, Boring Watford” fra modstandernes fans, hver gang The Hornets løber på banen.

Watford har ikke mange penge at rutte med i denne sæson, og Boothroyd er nødsaget til at klamre sig til de spillere der lige akkurat sikrede Watford en plads i Play Off’en i sidste sæson, selvom det ellers kun lykkedes at sejre én gang i sæsonens sidste 14 kampe.

Jeg tror Watford nemt kan forsætte den stime – og derfor slet ikke et mandskab jeg vil regne med i Top 6.

MINE TIPS
Vinder af The Championship: Birmingham
Outsider: Reading og Ipswich

GARANTÉR ET OVERSKUD
Som nævnt tidligere i denne tråd så ville jeg fortælle hvordan man kan sikre sig en mindre profit på et såkaldt overodds hos en bookmaker. Det sker sjældent, hvorfor det er jeg siger at Betfair er bookmakernes diktator. Hvorfor vil jeg vise her.

Betfair har odds 19.5 på Ipswich som vinder af The Championship. En ukendt bookmaker har valgt at sætte Ipswich til odds 25. Formularen for en sikker gevinst, uanset vinderen af The Championship, ser dermed således ud:

Spil 1.000 på Ipswich som vinder til odds 25 hos bookmakeren, og du har en potentiel gevinst på 25.000 kroner i sigte, såfremt dette skulle ske.

Inde hos Betfair sælger du, altså spiller imod, Ipswich for 1.250 kroner som vinder af The Championship til odds 19,5. Vinder Ipswich taber du 23.125 kroner – men husk du vinder 25.000 på Town som vinder på din spil hos bookmakeren. Dermed får du et samlet overskud på 831 kroner, hvis Ipswich vinder The Championship.

Skulle Ipswich ikke vinde, så taber du dine 1000 kroner hos bookmakeren, men husk at du spillede 1.250 kroner på at Ipswich ikke ville vinde The Championship inde på Betfair, hvorfor du er garanteret en gevinst på 250 kroner.

Man skal ikke være den store matematiker for at kunne se at dette er et regnestykke som den oddssætter der satte overoddset på Ipswich – hos den ukendte bookmaker – ikke bryder sig om udfaldet. Resultatet heraf vil naturligvis være at oddset nedjusteres.

Hvis dette er noget du ønsker at lege videre med, så vær opmærksom på at Betfair tager 5% i kommission af alle gevinster.





Ben Thatcher på prøve

14 07 2008

Charltons Ben Thatcher er med når Town i denne uge er på træningslejr i Nordirland. Ben Thatcher, der tidligere har spillet for Tottenham Hotspur og Manchester City, kunne ikke nå til enighed med Charlton Athletic om en ny kontrakt, og har derfor valgt at søge nye græsgange.

Ben Thatcher er venstre back, og det er en position som Magilton mangler at fylde ud inden sæsonstart. Thatcher kan være løsningen, eftersom han har masser af Premier League erfaring fra sin tid i Wimbledon, Tottenham, Leicester, Manchester City og senest Charlton.

Mange husker nok 32-årige Thatcher fra sin tid i Manchester City hvor han, i en kamp imod Tottenham Hotspur, plantede en albue i ansigtet på Pedro Mendes (samme Mendes, nu Portsmouth, som i FA Cup’ens 3. runde i januar fik smidt Towns Liam Trotter ud, efter portugiseren overdramatiserede en tackling). Forseelsen gav Thatcher 8 spilledages karantæne.